I det forgangne skoleår havde vi på Odense Friskole valgt at sætte fokus på fortællingen, vi havde året før lavet vores egen fagplan og nu trængte et af de centrale områder i vores friskoleselvforståelse til noget ekstra opmærksomhed. Det blev gjort med både emneuge, fortællekursus for skolens lærere, indbudte fortællere til skolekredsmøder og meget mere, og så kunne man jo være færdig med dette emne og begynde at tænke over, hvad det næste område mon skulle være, men sådan blev det ikke.

Fortællingen er begyndt at fylde mere, ikke alene som redskab og fag, men også som en del af det forpligtende fællesskab på skolen og det vil jeg give tre eksempler på:

Vi afholder hvert år en række skolekredsmøder, hvor formen ofte er givet: der er sang, foredrag, lidt diskussion, kaffe og kage og nogle ord fra skolelederen. Vi besluttede at lade januarmødet blive afløst af fællesmøder for 0.-3.kl, 4.-6.kl og 7.-10.kl, hvor hvert møde tog udgangspunkt i sin aldersgruppe. Hos de mindste blev der længe tænkt over mødets form og om der skulle inviteres en fagperson, der kunne fortælle lidt om aldersgruppens fortrædeligheder, men lige så hurtigt var der enighed om, at der lå nogle muligheder i den mindre gruppe forældre, der ville deltage, og derfor blev det bestemt at vi ville lave en fortælleaften med sang, fortælling og værksteder, hvor forældre og medarbejdere skulle fortælle. Vi var spændte på, hvor mange forældre der mon ville komme, for det krævede jo også, at man selv var indstillet på at være aktiv og stor var overraskelsen, da der kom over 50 tilmeldinger. Vi havde inviteret Pia Gredal fra Odense Fortællekreds til at komme og sammen med en af vores egne lærere stå for værkstederne og den tid vi forsigtigt havde afsat dertil blev overskredet meget. Forældrene var ikke til at stoppe og isen blev i den grad brudt, at snakken lød langt friere end ellers, for nu havde både forældre, pædagoger og lærere fortalt for hinanden og det er et godt udgangspunkt for samtale. Da vi havde afsluttet aftenen med sang og en fortælling at gå hjem på, var der flere forældre, der spurgte om vi ikke kunne gøre det til en tradition.

I oktober 2003 blev vores nye indskolingshus indviet og det nye ved huset er bl.a. at både skoledelen og SFO holder til her, det kræver mange samtaler og møder, og som et forsøg prøvede vi at lave en pædagogisk aften, hvor temaet var fortælling. Vi havde inviteret fortælleren Pia Plesner til at lave værksted sammen med os og der blev både lavet indre rejser tilbage til barndommen, givet tips om hvordan man husker en historie, talt om fortælling og sidst, men ikke mindst, så blev der grint og fortalt til den store guldmedalje.

Som en udløber af sidste års fortælleår valgte en gruppe lærere at arbejde yderligere med temaet, udgangspunktet var en studiekreds, hvor deltagerne skulle fortælle for hinanden og diskutere centrale problemstillinger, men hurtigt viste det sig, at lysten gik mere i retning af det praktiske end det teoretiske, så formen blev ændret. 13 lærere blev delt i 2 øvegrupper, hvor medlemmerne på skift fortalte for hinanden og fik tilbagemeldinger fra tilhørerne, derefter mødtes alle sammen og hørte på fortællingerne igen, og igen var der feedback. Det blev hurtigt klart, at der ikke findes en ”rigtig” fortællestil, der er ikke nogen opskrift på, hvorledes det skal gøres, man må prøve igen og igen og fortællestilene var meget forskellige, men det gjorde ikke noget, for det viste tværtimod vores forskellighed og gjorde møderne meget varierede, og spændende. For denne form, hvor kolleger stiller sig op for hinanden og fortæller, velvidende at de bliver vurderet, er meget krævende og forbundet med mange sommerfugle i maven, både før, under og efter seancen, men udbyttet var også derefter. Vi så nye sider af hinanden og hørte meget forskellige historier: eventyr, afrikanske dilemmahistorier, fortællinger af Edgar Allen Poe og Selma Lägerlof, nyere danske noveller og den personlige beretning, men på trods af alle forskellighederne var det meget berigende og eftermiddagstimerne i vintermånederne fløj af sted.

Når man fortæller for andre står man mere eller mindre nøgen, udstillet til skue, man kan ikke gemme sig bag et bord eller en rolle, man står der som den person man er. Det er udfordrende, især når man derefter af kolleger får tilbagemeldinger, hvilket vi lærere jo ofte er ganske gode til at give børnene, men har svært ved, når det gælder vores egen praksis. Jeg tror, at dette fortælleforløb blandt kolleger bærer nogle muligheder i sig, der vil være flere der fortæller for børn og voksne i vores hverdag, vi har fået øget følsomheden på det at fortælle og sidst, men ikke mindst, vi har øvet os i give hinanden tilbagemelding på hinandens praksis i en atmosfære af tryghed og fælles ansvar, nogen ville givet kalde det for supervision, vi kalder det bare fortælling for hinanden.