Fortælleår på Odense Friskole

Af og til vælger vi at gøre en ekstra indsats et år på et område, der er vigtigt for os, det kan være en studiekreds omkring det grundtvigske eller et stort anlagt operaprojekt om Saxos fortællinger med deltagelse af alle skolens elever, for vi mener det er vigtigt at være fælles omkring noget, og i foråret 2001 besluttede vi på Odense Friskole, at skoleåret 2001-2002 skulle være fortælleår, hvor der på flere planer blev sat ekstra fokus på fortællingen.

Vi havde netop færdiggjort vores fagplan for faget (se Friskolebladet nr.7, 2002 ) og arbejdet med denne havde vist, at der var et behov for yderligere samtale, hvor vi både mødte forskellige syn og tilgange til fortællingen, samt fik nogle praktiske redskaber til selv at arbejde videre. Kursussekretariatet på den Frie Lærerskole hjalp os med at sammensætte en god kursusrække, hvor vi fik besøg af nogle spændende mennesker med vidt forskellige tilgange til fortællingen. Jeg vil kort komme ind på nogle af de problemstillinger der blev rejst i løbet af kurset:

Mogens Krabæk, skoleleder på Bording Friskole, kom ind på, at hele den fornyede interesse for den mundtlige beretteform, der har manifesteret sig i programerklæringer som ”fortællingens århundrede” eller ”fremtiden tilhører kun den der fortæller” ikke kun er et udtryk for en tilbagevenden til gamle dyder, men også et symptom på tiden med selviscenesættelsen som centrum for fremførelsen, hvor formen og udtrykket er vigtigere end indholdet og derfor nærmest kan virke modsat på den nye uprøvede fortæller, ikke som inspiration, men som uopnåeligt mål. Derfor må vi også indenfor friskoleverdenen tage fortællingen op til diskussion og holde fast i, at det er historien og samværet der er i centrum og ikke fortælleren.

Tidligere forstander Ole Pedersen berørte etikken der følger med som forpligtigelse, når vi bruger fortælling i skolen, for det er et medie der både kan oplive, beruse og forføre og dette ansvar må vi som lærere tage på os. Fortælleren Alex Fersbye gav os mange sære, tankevækkende eventyr og historier og berørte let, hvordan man kan udvikle sig som fortæller og så sondrede han mellem den private og den personlige fortælling og gav sit bud på, hvordan noget privat kan gøres til noget almenmenneskeligt.Hanne Kirk, dramalærer på Den frie Lærerskole, viste os, hvordan vi ved hjælp af vores kroppe, musik, lysbilleder og bevægelser kunne udtrykke en fortælling uden ord, hvilket var til både hjælp og inspiration til vores fortælleemneuge, hvor alle skolens elever fra 0.-7.klasse på tværs af klasserne deltog.

I emneugen var eleverne samlet i grupper á 30 elever og hver dag kom grupperne til et nyt fortælleværksted. I oplægget til ugen havde vi lagt vægt på, at udgangspunktet for dagen skulle være en fortælling og et fortællerum, ellers var der frit slag for grupperne til at bestemme indhold og form og der var mange forskellige tilgange. Det var spændende at gå på opdagelse og se, hvordan skolen og byen blev brugt, nogle børn blev ført til en nærliggende bunker, hvor de hørte om Jens Langkniv og hans fredløse liv i og omkring kalkgruberne, andre mødte Knud den Hellige i Odense Domkirkes krypt, der var ridderhistorier i Frimurernes lokaler, grønlandske fortællinger i en stor iglo i gymnastiksalen, nogle børn fulgte snoren i en labyrint på jagt efter Minotaurus og andre steder igen genlød salen af jubel, når eleverne ramte æblet på Palnatokes søns hoved. Lige så forskellige historierne var, var også måden de blev bearbejdet på. Elever agerede selv statuer inspireret af historierne til musik og oplyst af lysbilleder, drømmefangere blev lavet, der blev dramatiseret og eleverne fortalte selv for hinanden. Onsdag aften i emneugen havde vi lånt Børnekulturhuset Fyrtøjet, hvor forældre og lærere mødtes til fællessang og eventyr fortalt af Odense Fortællekreds. Det var en inspirerende aften i fantastiske omgivelser, hvor scenografen til husets nye udstilling viste rundt og fortalte om de tanker og ideer de havde gjort sig i forbindelse med opsætningen, dette gjorde en speciel aften endnu mere vellykket. Mange af lærerne oplevede gennem ugen udviklingen i at fortælle den samme historie fem dage i træk og mærkede også en følsomhed og ny opmærksomhed på andre fortællere, således var der f.eks. en lærer der pludselig lagde mærke til forskellighederne ved fortællerne fra fortællekredsen og hvorledes de hver især havde deres små virkemidler og på egen krop oplevede hvorledes eleverne reagere på hendes.

Odense Fortællekreds består af mennesker i alle aldre og professioner med en fælles kærlighed til den mundtlige fortælling og derfor var det naturligt at byde dem indenfor på vores skole, hvor de foruden ovennævnte aften også fortalte til en række af vores morgensange. Der var også inviteret andre udefra til at komme og fortælle på vores skolekredsmøder; Karin Flensborg viste medrivende, hvordan man kan blande fortælling med et foredrag om de syv dødssynder og Lise Marie Nedergaard viste på sin egen stille, men stærke facon at gøre historier fra det fjerne Rusland nærværende og livagtige.

Emneugen, de indbudte fortællere og kursusrækken er starten på en øget og fornyet opmærksomhed på noget næsten selvfølgeligt, og måske netop derfor er det vigtigt, at vi også forholder os til både dets begrænsninger og muligheder. Det er kun begyndelsen, nu har vi et fælles udgangspunkt for samtalen, men selve arbejdet med at blive en bedre fortæller, det er her udfordringen for den enkelte er, for det er et håndværk. Man kan læse sig til meget og høre om andres holdninger, men man bliver kun god til at fortælle, ved at fortælle og da det er også er en del af vores fælles anliggende, har vi for det kommende skoleår besluttet at lave en studiegruppe, med følgende formål:

• At vende problemstillinger og finde afklaring om fortælling.
• At sætte fokus på fortælling i faglige sammenhænge.

• Gennem fortælling for deltagerne i studiekredsen at få fortælleerfaringer og via respons fra tilhørerne at blive opmærksom på egen praksis.

Formen

De deltagende lærere deltager i en møderække, hvor vi på skift sætter fokus på fortælling i en række sammenhænge, hvor følgende problemstillinger kan være en del af samtalen: hvilke historier egner sig – en liste med gode historiske fortællinger, kildekritik, fortælling i dansk,

erfaringer/problemer/muligheder, eleverne som fortællere, litteratur som fortælling, kristendomskundskab - er fortællingen forkyndende? Er de store fortællinger døde?

Vi er meget spændte på forløbet.