Inspireret af artiklerne i Friskolebladets "fortællekursus" har jeg fået lyst til at beskrive nogle af de tanker vi har gjort os på Odense Friskole i anledning af, at vi har lavet en fagplan for fortælling.

Hvorfor fortælling

Vi vægter fortællingen højt på Odense Friskole, og fortælling indgår i alle de undervisningsplaner vi har udarbejdet på skolen i de forgangne tre år. At det har en så stor betydning i vores selvforståelse, er dog ikke noget, der har udgangspunkt i en aktuel pædagogisk mode eller øjeblikkelig strømning; det går langt længere tilbage. Hele vores måde at tænke friskole på bygger så at sige på det levende ord og det var det, der var så fundamentalt et brud med gængs skoletænkning for snart 150 år siden. N.F.S. Grundtvig og Christen Kold gjorde op med latinskolen, hvor det døde ord herskede i form af terperi og udenadslære; de ønskede sig en skole, hvor der var lys og hvor børnene havde deres egen værdi og ikke bare var tomme kar der skulle fyldes op. De skulle oplyses, og metoden var det levende ord, hvor læreren fortalte om historien, myterne og kristendommen, - vel at mærke med lærerens egne ord.

Når vi fortæller, er det altså i lige forlængelse af tidligere tiders friskolelærere, og det går endnu længere tilbage, for den mundtlige overlevering er sikkert lige så gammel som menneskeheden.

Men hvad er det, der gør en så gammel metode så slidstærk, at nutidens mediemættede børn kan rives væk fra fjernsyn og computere for at høre en god historie? Jeg tror der er flere ting:

Det tætte samvær med andre mennesker omkring en fortælling er forpligtende; det er ikke muligt at tænke på opvasken eller bilen der skal repareres, når man fortæller - og denne optagethed mærker børnene. De historier, der fortælles, er også slidstærke; det er gamle sagn og myter, der har overlevet århundreder, ja sågar årtusinder, og det skyldes ene og alene at de er gode og indeholder universelle problemstillinger, der også har betydning i vores hverdag. Det er billedrige historier, der ofte kan bruges som tilværelsesforståelse.

Nogle forældre fortalte mig engang følgende hændelse fra familiens hverdag: De sad ved middagsbordet, og talen faldt på en tante, der var meget syg; alle frygtede at hun skulle dø. Det er svært at forklare en lille pige dette, men datteren havde forstået det på sin egen måde: "Vi har jo alle en forskellig livstråd, nogle har en lang, andre en kort," sagde hun.

Pigen havde brugt fortællingen om nornerne, der spandt livstråde for menneskene, til at få orden på sin livssituation.

Historierne skal have lov til bare at stå for sig selv og ikke analyseres på kryds og tværs; billederne og betydningerne skal have lov til at stå uberørte hen.

Christen Kold sagde det således: "En mor stikker jo heller ikke fingeren i halsen på sit barn, for at se om det har fordøjet maden."

Det kræver selvfølgelig også, at læreren har gjort sig klart, hvad det er for noget, han fortæller, for børnene må ikke efterlades uden håb når de går fra fortælletimen.

Det specielle ved fortælling er, at der er så mange måder at gøre det på; nogle sidder stille ned, andre bruger fagter; det er ikke vigtigt, hvordan man gør det, men det er vigtigt, at man har sin person med i det. Her adskiller fortællingen sig måske også fra teatret, hvor fremføringen er essentiel; i fortælling er det først og fremmest historien der er betydningsfuld, i anden række også den der fortæller.

En fagplan for fortælling

I 1996 begyndte vi på Odense Friskole at lave vore egne fagplaner, fordi vi med baggrund i vores skolesyn mener at samtalen om fagets indhold er nødvendig, at der er fagstof der er mere vigtig end andet og at dette er tydeligt for alle. Fagene skulle ikke blot beskrives i overordnede termer, men til en vis grad konkretiseres. Det handler om prioriteringer. I vores skole er det vigtigt, at lærerpersonligheden er synlig, at lærere "træder i karakter", så vi kan få den fællesskabende samtale som en modvægt til individualisering. Det fordrer, at vi er enige om indholdssiden. Sådan er det også i faget fortælling, fagplanen er ikke kun til inspiration, den forpligter, men yder stadig også plads til lærernes yndlingshistorier. Efterhånden som fagplanerne er blevet godkendt af skolens styrelse, har de været i skolebladet og bliver også ofte inddraget på forældremøderne. I 2000 var vi nået til faget fortælling. Det adskilte sig fra de øvrige fag ved at vi ikke havde noget skriftligt at forholde os til; vi skulle så at sige starte fra bunden. Vi var tre lærere med forskellige erfaringer, der var sat på arbejdet med at udarbejde fagplanen for fortælling. Vi fandt hurtigt ud af, at praksis i faget dels havde været præget af den enkelte lærers interesser og yndlingshistorier, og dels havde den nordiske mytologi som fællesnævner. På Odense Friskole har børnene fortælling som fag i 1. og 2.klasse, men der fortælles i alle fag og klasser som < af mange udtryksformer.

Vi havde forud for vores første møde skrevet alle vore tanker ned om fortælling og begyndte derefter at diskutere og udvælge. Vi blev hurtigt enige om, at udgangspunktet i valget af historier skulle findes i myter og sagn, fordi de fortæller om livets grundvilkår i vores kulturkreds, om hvordan mennesker i tidernes løb har forestillet sig verdens tilblivelse, menneskenes forhold til hinanden og deres guder, samt til livet og døden. Eventyrene var allerede skrevet i vores fagplan for dansk. Så kom vi til de indianske og grønlandske myter, men også de faldt for kniven, for godt nok er det gode historier, men alligevel langt væk fra vores kulturkreds. Til sidst stod vi med den nordiske og den græske mytologi. Dem skulle børnene møde i henholdsvis 1. og 2. klasse. Den nordiske mytologi, fordi historierne hører vores fortid til og er en del af vores friskoletradition, problemstillingerne er ret enkle, og børnene kender ofte mange af guderne. De får derved en god baggrund til mødet med den græske mytologi med dens mere komplekse problemstillinger og til tider indviklede historier. De hører måske endnu mere end de nordiske til vores begrebsverden, med udtryk som Pandoras æske, odyssé, Ødipuskompleks, Sisyfosarbejde, trojansk hest m.m.

Vi var enige om de fleste historier, der var faktisk kun én historie,hvor vandene skiltes: den om Vølund Smed. Den handler kort fortalt om Vølund, en same med fantastiske evner udi smedekunsten, der får skåret sine sener over af en grisk konge, så kongen for altid kan få smukke smykker og stærke våben. Vølund hævner sig ved at myrde kongens to sønner og af deres hjerneskaller lave drikkekrus som kongen får forærende. Men hermed er hævnen ikke forbi, i tilgift lokker Vølund også kongens datter til sig, bedøver og voldtager hende, så hun bliver med barn. Den ene af os ville gerne fortælle den, fordi det jo også er historien om de nordiske folks ekspansion og udgrænsning af samerne. Den anden lærer ville ikke fortælle den, fordi børnene efterlades uden håb, når historien slutter. Vi tog den ikke med i vores plan.

Vi stødte også på et andet problem: at fortælling er det eneste fag, der samtidig også er sin form. I fortælling fortælles der, der skal ikke læses op. Omkring definitionen af fortælling stod også nogle af de voldsomste diskussioner. Vi endte med følgende formulering: En personlig fortolkning af en oplevelse eller en nedfældet historie, der formidles mundtligt. Det vigtige ligger netop i den personlige fortolkning og udvælgelsen af det man f.eks. læser og derefter vælger at fortælle. Dette gør fortællingen personlig og speciel, alt efter om det er Henrik eller Mette der fortæller.

Vi var nu på sporet af formålet med faget og satte nogle programerklæringer op, som efter vores mening var væsentlige for fortælling i en grundtvig-koldsk friskole:

• Indhold. Det er ikke lige meget, hvad vi fortæller.
• Etik. Gennem de historier vi fortæller, må vi ikke tage håbet fra børnene.
• Hver fugl synger med sit næb – og hver lærer fortæller på sin måde. Fortælling er ikke kunst eller teater.
• Historierne skal kunne stå selv, børnene skal have lov til at beholde deres egne billeder i hovedet.
• At fortælle og lytte er forpligtende.

Da vi efter et halvt års arbejde fremlagde planen, blev den positivt modtaget, men den var også genstand for en af de mest intense diskussioner vi hidtil havde haft i den lange række af fremlæggelser af fagplaner for alle skolens fag.. Nu er den vedtaget af lærerne og skolens styrelse.

Det har været en lang og spændende proces; vi har været vidt omkring og fået vendt mange sten, og det har været sundt for faget og for os.

Nedenfor gengives vores fagplan for faget fortælling i sin helhed

Formål

Formålet med undervisningen i fortælling er, at eleverne stifter bekendtskab med det historisk-poetiske og det mytiske i menneskelivet; det, der er svært at måle, veje og fatte

Det er vigtigt at børnene forstår, at de er en del af en udvikling præget af generationer, og at vores verden ikke er skabt med dem. Derfor skal eleverne møde de store fortællinger, der har defineret os som mennesker i forhold til vores sproglige, kulturelle og historiske fællesskab.

Undervisningen skal bygge på den mundtlige fortælling, så børnene får skærpet både koncentrationen, deres sans for sammenhænge, et godt sprog og evnen til at lytte.

Det er vigtigt at eleverne oplever det forpligtende samvær, der er forbundet med det at lytte til og være sammen om fortællingen.

Centrale kundskabs- og færdighedsområder

Indholdet i faget fortælling tager udgangspunkt i den nordiske og den græske mytologi, fordi myter og sagn fortæller om livets grundvilkår i vores kulturkreds, om hvordan mennesker i tidernes løb har forestillet sig verdens tilblivelse, menneskenes forhold til hinanden og til deres guder, samt til livet og døden.

Fortælling er et oplevelses- og dannelsesfag og skal ikke alene bruges som et middel til at problematisere eller konkretisere elevernes hverdag, fordi fortællingerne udtrykker kulturens fælles erfaringer, dens verdensbilleder og værdiforestillinger og giver herved ord og begreber indhold og betydning.

Fortællingen byder på rige muligheder for at kunne dyrke færdigheden at lytte.

At kunne lytte medlevende og aktivt er en forudsætning for at kunne deltage i en samtale eller i enhver anden mundtlig udveksling af tanker.

Børnene får skærpet sansen for et godt sprog og for den form for samvær, der er forbundet med fortællingen.

Læseplan

1.klasse: Den nordiske mytologi

Gudeverdenen:

Hvordan verden blev til -- Ymer -- Jætterne og Aserne -- Odin, Thor, Loke, Freja, Balder, Tyr, Heimdal -- Ask Yggdrasil -- Ormen, ulven og Hel -- Sifs gyldne hår og hvordan Tor fik sin hammer -- Hvordan Odin fik Sleipner -- Rejsen til Udgårdsloke -- Tors fisketur -- Thor henter sin hammer hos Trym -- Balders død -- Ragnarok.

Heltesagnene

Sigurd Fafnersbane -- Amled -- Uffe hin Spage -- Skjoldungerne -- Stærkodder -- Tyrfing -- Regner Lodbrog -- Palnatoke -- Jomsvikingerne.

2.klasse: - Den græske mytologi

Gudeverdenen:

Gudernes tilbliven -- Uranos, Kronos -- Krigen mellem guderne og titanerne -- Overguderne: Poseidon, Hades, Zeus -- Underguderne: Hefaistos, Hermes, Ares, Apollon, Artemis, Here, Afrodite, Demeter -- Prometeus skaber menneskene -- Pandora -- Hades bortfører Kore -- Sisyfos.

Helteverdenen:

Illiaden: kampen om Troja -- Odysseen -- Herakles tolv opgaver -- Ødipus

Andet der kan fortælles:

Shakespeare: Macbeth, Hamlet, Othello -- Dilemmahistorier fra Burkina Faso -- Folkeeventyr -- Indianske/grønlandske fortællinger -- Karen Blixens fortællinger -- Lærerens yndlingshistorier.